EG og Håndværker.dk
23. april 2025

EG og Håndværker.dk i nyt samarbejde

EG og Håndværker.dk har indgået et nyt samarbejde og præsenterer en innovativ betalingsløsning på Håndværker.dk-portalen, der giver mindre håndværksfirmaer sikkerhed for betaling, når de udfører opgaver for private kunder. Løsningen, som er integreret med EG's kalkulationsprogram EG Sigma og regnskabsløsningen EG Xena, hjælper håndværkere med at undgå økonomiske risici.


"Det er et virkelig godt supplement til små håndværksvirksomheder, især for EG Xena-brugere, som helt simpelt kan uploade deres tilbud til Håndværker.dk's betalingsløsning. Det minimerer risikoen for tvister og skaber en sikkerhed for, at projektet bliver udført, afleveret og betalt", siger Asmus Ditlev Larsen, Country Manager, Construction Danmark i EG og tilføjer:

"Håndværker.dk er de første, der tilbyder den her løsning, som gør det nemt for håndværkere og bygherre at sikre sig juridisk økonomisk - uden at skulle udfærdige dyre kontrakter".

Det nye samarbejde mellem EG, en af Nordens største leverandører af branchesoftware og Håndværker.dk, Danmarks største håndværker-søgeportal, giver samhandlen mellem den private bygherre og de mindre håndværksfirmaer den økonomiske tryghed, der er brug for i byggeriet.

Der lægges et mindre gebyr på entreprisesummen, til gengæld undgår parterne dyre bankgarantier, juridisk bistand og generel usikkerhed i byggeprojektet.


Testet i 400 projekter

Simon Klug, CEO i Håndværker.dk, fortæller:

"Med den nye BetalingsSikkerhed kan håndværksfirmaer være sikre på at få deres betaling. Håndværkeren uploader et tilbud på portalen, kunden accepterer og underskriver, og kommunikationen mellem håndværker og kunde kører løbende automatisk via portalen.

Dermed har håndværkeren 100 % sikkerhed for deres penge, inden de starter arbejdet, og kunden har tryghed for, at arbejde og betaling går hånd i hånd".

Den nye betalingsfunktion på Håndværker.dk-portalen er allerede testet i 400 projekter. Håndværkerfirmaer, ofte med under ti ansatte, kan bruge betalingssikkerheden til opgaver for typisk private boligejere. Den økonomiske del af betalingsløsningen er godkendt af Finanstilsynet.